Vi er nu færdige med at flytte rundt i voksenbiblioteket
Besøger du Asnæs Bibliotek i den kommende tid, vil du opdage, at der er sket en del forandringer. Vi har rykket rundt og her kan du læse om ændringerne.
Af Ida
Vi er nu færdige med at flytte rundt i voksenbiblioteket. Skønlitteraturen står stadig i den samme del af biblioteket, men reolerne er drejet 90 grader, og bøgerne har fået en ny opstilling. Først møder du #BookTok-bøger, letlæste bøger, ungdomslitteratur og digte. Derefter følger skønlitteraturen for voksne, mens biografierne nu har fået plads på den bagerste reol mellem de to søjler.
Krimierne står, hvor de plejer. Foran dem finder du bøger med stor skrift, og efter krimierne står nu engelsk skønlitteratur og lydbøger.
Film, spil og musik er flyttet til læsesalen, hvor biografierne tidligere stod.
Den lokalhistoriske samling til brug på biblioteket er samtidig pakket ned. Selvom samlingen måske ikke fyldte meget ved første øjekast, blev det til mere end 60 flyttekasser. Samlingen vil fremover ikke være placeret på Asnæs Bibliotek. Der kommer mere information om dette senere. De lokalhistoriske bøger til udlån står fortsat på deres sædvanlige plads.
I børnebiblioteket er højtlæsningsbøgerne og lixbøgerne allerede flyttet til deres nye placeringer. I den øvrige del af børnebiblioteket vil der dog fortsat være lidt flytterod, mens arbejdet står på.
Vi opdaterer løbende hjemmesiden med aktuel information om Asnæs Bibliotek.