Litteratur

Fra biografi til autofiktion

Hvordan formidler man et levet liv – sit eget eller en andens? Vi sætter fokus på tre genrer, der alle tager afsæt i virkeligheden, men udfolder den på hver deres måde: biografi, exofiktion og autofiktion.

Af biblioteket

Foto: Carly Jones

Fælles for biografier, exofiktion og autofiktion er nysgerrigheden på menneskers liv og levede erfaringer. Genrerne bevæger sig i feltet mellem fakta og fiktion og undersøger hver især, hvor tæt litteraturen kan komme på virkeligheden, og hvor langt den kan gå i sin fortolkning af den.

Hvor biografien går tæt på et menneske og bygger på dokumenterede fakta eller erindringer, tager exofiktionen udgangspunkt i en virkelig person, men digter videre og blander fakta med fiktion. Her kan forfatteren forestille sig tanker, dialoger og situationer, som ikke er baseret på historiske kilder.

I autofiktionen skriver forfatteren med afsæt i sit eget liv - dog uden altid at være bundet af sandheden. Her blandes oplevelser fra virkeligheden med opdigtede elementer, og grænsen mellem det levede og det fortalte bliver bevidst flydende.

Disse genrer viser på hver deres måde litteraturens evne til både at fremstille virkeligheden og forvandle den. Her kan du gå på opdagelse i et udvalg af titler af biografier, exofiktion og autofiktion.