Søren Bay, 1879-1970

Odsherred fotografen par excellence

Søren Bay Hansen startede som 20-årig sin fotografiske virksomhed på Storegade 23 i kvisten på Asnæs Boghandel under meget trange forhold i 1899. Der blev hurtigt behov for mere plads til bolig og atelier, så han lånte kr. 9.000 af sin far, Niels Hansen Risengaard og byggede den store villa "Solbakken".

Søren Bay var en alsidig mand med mange interesser. Han var en kort tid i lære som kunstmaler i København, derefter rejste han til Samsø, hvor han arbejdede hos en fotograf i et halvt år.

Det var al den uddannelse han havde at starte på. Men der var en født kunstner i Bay, han havde sans for alt det smukke og særprægede i naturen. Han malede det store maleri af Lammefjorden, der hænger i foredragssalen på den tidligere Fårevejle Højskole. Dette motiv, der oprindeligt er malet 1850, malede Bay i mange mindre udgaver, som han solgte til private. Han havde sit eget kortforlag, og sammen med Stenders Forlag har han produceret og forhandlet prospektkort og telegrammer fra det meste af Sjælland.

Det fotografiske atelier i Asnæs blev solgt fra i 1948 og Bay kunne nu helt hellige sig det, som han særligt vil blive husket for, nemlig som Odsherreds- og Lammefjordsfotograf. Med sine mange optagelser på foto og film, har han givet eftertiden et levende indtryk af samfundet i Odsherred, fra han startede i 1899 til to år før han døde 91 år gammel den 23. juni 1970.

I 2006 udgav hans nevø, Børge Bay, en bog om sin farbror gennem Dragsholm Lokalhistoriske Forening. Bogen hedder kort og godt ”Bay” og handler om Søren Bay som fotograf, maler, historieformidler, musiker, motorfører og menneske. På bagsideteksten fremhæves hans fotografiske arbejder:

Søren Bays betydning som Odsherreds og Lammefjordens fotograf er veldokumenteret. I perioden 1898-1968 har han med fotografier såvel som i levende billeder (Dragsholm Lokalhistoriske Forening ligger inde med 8 af hans smalfilm, som man har forevist i pensionistforeninger og ældrecentre) skildret lokalsamfundet og dets indbyggere. Takket være hans indsats har egnens lokalhistoriske arkiver således en enestående samling af fotografier og film, der dokumenterer Odsherred og egnens udvikling fra begyndelsen af det 20. århundrede. Hans sikre blik for at skildre den bortdøende bondekultur såvel som egnens og byernes forandring gennem næsten 70 år har gjort ham til én af de mest betydende formidlere af den lokale historie i Odsherred. Ligeledes er Bays fotos gengivet i en lang række bøger og tidsskrifter af såvel lokalt som nationalt tilsnit.

Kilder: OdsWiki, opslag Søren Bay – Børge Bay, ”Bay”, 2006