En kuffert står på en vej. I baggrunden ses anstalten på Sprogø

100-året for kvindehjemmet på Sprogø

22.02.23
En interessant historisk roman med masser at tale om i læsekredsen.

Engang var Danmark foregangsland for institutionalisering af mennesker, man betragtede som åndssvage. I dag er tavshedskulturen omkring De Kellerske Anstalter i opløsning og får beretninger fra tidligere anbragte, deres efterkommere, forskere og forfattere frem i lyset.
 

Da kvinderne fra Sprogø fik stemme
2023 er 100-året for oprettelsen af pigehjemmet på Sprogø, en af De Kellerske Anstalter – et grumt jubilæum, men dog et jubilæum. Skygger fra Sprogø er den første skønlitterære beskrivelse af anbringelsesanstalten på Sprogø, og da Vibeke Marx i 2007 skrev romanen, var der ikke mange, der kendte til anstaltens historie.

”Jeg havde aldrig hørt om Sprogøanstalten, før der – i forbindelse med Storebæltsbroens opførelse – kom meget fokus på Sprogø, derunder også de anbragte kvinder. Siden blev jeg bekendt med, at kvinder på min alder, somme tider som børn var blevet truet med at blive sendt til Sprogø, hvis de var for uregerlige,” fortæller forfatteren, der gennem hele sit forfatterskab har beskæftiget sig med udstødte og oversete kvindeskæbner.


Sprogø, Brejning, Livø
Pigehjemmet på Sprogø blev oprettet som en del af De Kellerske Anstalter. Målet med anstalterne var at isolere uønskede individer fra samfundet og dertil undgå, at de fik børn. For en del af de kvinder, der blev anbragt på Sprogø, var der tale om, at de var ”moralsk defekte” – løsagtige og uregerlige. Tanken om, at seksuel aktivitet uden for ægteskab var farlig for samfundet, var kendetegnende for tidens socialhygiejniske teorier, der gik ud på at forhindre udbredelsen af dårligt arvemateriale i befolkningen. Af samme grund var vejen væk fra Sprogø ofte at sige ja til at blive steriliseret, selv om det er tvivlsomt, hvor meget informeret samtykke, der egentlig var. 

Anstalten på Sprogø blev nedlagt i 1961, og glemslens slør lagde sig over den. Sprogø er ikke en ø, det var let at komme til, og dens utilgængelighed var formentlig medvirkende til, at den gled ud af den offentlige erindring. Da Storebæltsbroen blev bygget, fik Sprogø pludselig en central placering, og beretningerne om de anbragte på Sprogø begyndte at finde vej ind i den kollektive bevidsthed igen.


Skammen
”Det var en autoritet, Keller, der fik den strålende ide at gemme uønskede elementer væk, så de ikke skulle formere sig og grise vores perfekte samfund til. Imidlertid viste det sig, at der ikke var så mange sexgale og åndssvage piger, så man måtte tage nogle helt normale og seksuelt uerfarne med i købet, vel at mærke piger fra fattige kår,” siger Vibeke Marx, der hurtigt blev overbevist om, at hun ville skrive en roman om Sprogøpigerne.

”Som det gælder for næsten alle mine romanpersoner, faldt Magda ned i hovedet på mig, så voldsomt at jeg måtte sætte mig for at få vejret,” fortæller Marx om sin hovedperson, Magda, der anbringes på anstalten som ganske ung, fordi Sognerådet er interesseret i at få lempet flest muligt uforsørgede børn over sognegrænsen, så de ikke skal betale for dem – og Magdas mor er enlig med mange børn. I gennemsnit varede en anbringelse på Sprogø syv år. Skammen ved at have været på Sprogø varede til gengæld hele livet, og det er ikke kun Magda, der skal leve med skammen, den nedarves i flere generationer. Efter romanens udgivelse mødte Vibeke Marx flere, der kunne fortælle om den nedarvede skam, om den tavshed, der omgærdede et familiemedlem.


Nutidens anbragte
Tavshedskulturen omkring de anbragte på De Kellerske Anstalter er i dag i opløsning, og med beretninger fra tidligere anbragte, deres efterkommere, forskere og forfattere kan det føles, som om der er sket et endeligt opgør med forholdene for anbragte og udstødte.

”Jeg tror, når vi ser på datidens anbragte, at vi forstår, hvor grusomt samfundet handlede. Og måske bilder vi os ind, at noget lignende ikke kan ske i dag,” siger Vibeke Marx. Men alt er ikke gjort med et opgør med fortidens måde at drive institutioner på. ”Vi skal lade være med at lukke øjnene, passe på med lette løsninger og være på vagt over for autoriteter. I øjeblikket har vi jo en del flygtninge anbragt, som ikke har gjort andet end at være bange. Det er der tilsyneladende mange, der har det helt fint med. Trangen til at udskille dem, der ikke ligner os, er meget stærk, og hvis vi virkelig ønsker at undgå disse umenneskeligheder, bør vi have empati på skoleskemaet lige fra 0. klasse.”


/Nanna Rørdam Knudsen, redaktør på forlaget Modtryk