Hvad læser Anna Eckhoff?
Anna Eckhoff deler her i artiklen sine tre yndlingsbøger fra Mellemøsten krydret med historier og anekdoter fra sine oplevelser i verdens brændpunkter.
Af Ida
I midten af livet besluttede Anna Eckhoff sig for at skifte hverdagen i Danmark ud med NGO-arbejde rundt om i verdens brændpunkter. Gennem sine oplevelser i Østjerusalem, Vestbredden, Gaza og Israel har hun opnået stor indsigt i Israel-Palæstina konflikten. Her kan du læse Annas anbefalinger af tre bøger om Mellemøsten, om det vigtigste Anna tager med sig fra sine udsendelser og hvad biblioteket har betydet for hende gennem tiden.
Kom til foredrag med Anna Eckhoff i Aksen onsdag den 29. januar kl. 19-21
Foredraget handler om Israel-Palæstina konflikten og Annas egne oplevelser i de besatte palæstinensiske områder.
Læs mere og køb billet her.
Hvad er dine tre yndlingsbøger fra Mellemøsten?
Jeg vil gerne anbefale tre bøger; "The Palestine-Israeli Conflict: A Beginner's Guide" af Dan Cohn-Sherbok og Dawoud El-Alami, "Daybreak in Gaza: Stories of Palestinian Lives and Culture" af Mahmoud Muna og Matthew Teller og "Den Etniske Udrensning Af Palæstina" af Ilan Pappe. Her følger mine tanker om, hvorfor jeg anbefaler netop disse tre.
- "The Palestine-Israeli Conflict: A Beginner's Guide" af Dan Cohn-Sherbok og Dawoud El-Alami. Da jeg i 2011 flyttede til Jerusalem for at arbejde for en norsk NGO, tog min chef mig med på en rundtur i byen. Det er meget sjældent, at jeg under mine ophold i verdens brændpunkter har haft mulighed for at besøge boghandlere. Men i Jerusalem afsluttede min chef vores rundtur med et besøg i The Educational Bookshop på 19 Salah Eddin Street i Østjerusalem.
I Educational Bookshop købte jeg min første bog om Israel-Palæstina-konflikten, "The Palestine-Israeli Conflict: A Beginner's Guide" og min interesse for konflikten begyndte med denne bog. Den ene forfatter er jøde, og den anden er palæstinenser, så de er ikke altid enige i deres fremstillinger. Dette gør bogen endnu mere spændende og nuanceret. - "Daybreak in Gaza: Stories of Palestinian Lives and Culture" af Mahmoud Muna og Matthew Teller. Da jeg boede i Østjerusalem besøgte jeg ofte The American Colony Hotel og jeg besøgte ofte hotellets boghandel, hvor jeg blev gode venner med boghandleren. For et par uger siden købte jeg en ny bog, som selv samme boghandler har været med til at redigere, nemlig "Daybreak in Gaza: Stories of Palestinian Lives and Culture". Desværre kan den endnu ikke købes i Danmark.
Bogen er fremragende og handler, blandt andet, om Gazas kultur, som stadig lever videre i befolkningen - mindeværdige huse og steder som Souk al Qissariya, hvor man kan købe guld, moskeer og kirker, musik, kunstnere, digtere samt de unge mennesker, der hopper rundt i ruinerne og slår kolbøtter. - "Den Etniske Udrensning Af Palæstina" af Ilan Pappe.
Den tredje bog, jeg anbefaler handler om den etniske udrensning af palæstinenserne i 1948, da staten Israel blev oprettet. Ilan Pappe anses for at være en af de mest troværdige forfattere om Israel-Palæstina-konflikten, da han er historiker og har haft adgang til de historiske arkiver.
Ilan Pappe, som er jøde, optræder ofte i videoer på YouTube, og jeg tror, jeg har set størstedelen af de paneldiskussioner og interviews, han har deltaget i. Bogen er ikke ny. Den er oversat til dansk og kan lånes på danske biblioteker.
Hvad er det vigtigste du har lært under dine udsendelser?
Amnesty International har netop udgivet en rapport med titlen "You Feel Like You Are Subhuman’: Israel’s Genocide Against Palestinians in Gaza". Rapporten dokumenterer, hvordan Israel under sin militære offensiv, iværksat som reaktion på de dødelige Hamas-ledede angreb i det sydlige Israel den 7. oktober 2023, skånselsløst har bragt ødelæggelse og lidelse over palæstinenserne i Gaza.
Denne rapport om folkemord fik mig til at tænke på mine egne erfaringer med folkemordet i Sudan og til at sammenligne, hvordan befolkningerne i Nubabjergene i Sudan og Gaza reagerede. I min bog "Sporskifte: Et liv i verdens brændpunkter" beskriver jeg folkemordet på Nuba-folket. Fra 2004-2005 boede jeg i Nubabjergene i Sudan, og mange af mine informationer er baseret på en publikation fra African Rights, "Facing Genocide: The Nuba of Sudan."
I århundreder har Nubabjergene været et tilflugtssted for mennesker, der flygtede fra undertrykkelse og voldelige angreb. Nubaerne er kendt for deres tolerance, fællesskab og en sund skepsis over for udefrakommende. I 1989 startede en massiv militæroffensiv i Nubabjergene, der havde til formål at tvinge befolkningen til at underkaste sig det arabiske regime i Khartoum. Alene i 1992 myrdede regimet over 70.000 nubaer. Men befolkningen nægtede at overgive sig.
Civilbefolkningen gemte sig i bjerghuler under luftangreb. Her blev børn undervist i interimistiske klasseværelser, ældre videregav traditioner og historie mundtligt, og familier plejede små haver med afgrøder.
Det vigtigste, jeg har lært under mine udsendelser, er, at uanset om en befolkning udsættes for folkemord, krigsforbrydelser eller lever som flygtninge under primitive forhold, besidder de en utrolig modstandskraft. Selvom de sulter og oplever grusomheder, kæmper de for at bevare deres kultur og prioriterer undervisning til deres børn – i huler, tunneller eller telte – selv når der foregår et folkemord lige om hjørnet.
Hvad har biblioteket betydet for dig?
Hvis jeg havde boet hjemme i Danmark, ville jeg naturligvis have brugt mit lokale bibliotek i Allerød. Men da jeg i mange år boede i Mellemøsten og Afghanistan, var jeg i starten nødt til at medbringe de fysiske bøger, jeg ville læse. Jeg løb derfor hurtigt tør for læsestof. Omkring 2011 lærte jeg at bruge Kindle og det gjorde det muligt for mig at bestille og læse et væld af faglitterære bøger om Mellemøsten. Det åbnede en helt ny verden for mig, og nu kunne jeg læse alle de bøger, jeg ønskede.
Jeg har ofte opholdt mig i USA, og i både 2022 og 2024 besøgte jeg, sammen med en bekendt, en række Mellemøstinstitutioner i Washington D.C. Mange af disse institutioner afholder interviews med eksperter eller paneldiskussioner, som jeg har kunnet følge fra Danmark via YouTube. Meget af min viden stammer fra disse videoer.
En af de største oplevelser var at besøge Oman-biblioteket på The Middle East Institute, der er et af de største biblioteker i USA med fokus på Mellemøstlitteratur.
Efter at jeg er vendt hjem til Danmark, læser jeg nu bøger af alle mulige slags på biblioteket. Jeg er medlem af en læsekreds, hvor vi i øjeblikket læser amerikanske bøger på grund af valget i USA. Derudover finder jeg også inspiration til at låne bøger om Mellemøsten, blandt andet skrevet af vores udenrigskorrespondenter Simi Jan og Puk Damsgaard, som jeg begge har mødt. På et tidspunkt rejste jeg rundt i Afghanistan sammen med Puk Damsgaard.