Litteratur

Tag en bog – del en bog

Rundt omkring i Odsherred hænger syv bog-fiskekasser, hvor du frit kan hente en bog med hjem – og gerne stille en anden bog i bytte.

Af Ida

Bog-fiskekasserne fungerer som små byttestationer for bøger og er åbne for alle, der har lyst til at læse og dele litteratur med andre. Det er en enkel og bæredygtig måde at rydde op på boghylderne derhjemme og samtidig lade andre få glæde af bøgerne.

Tilbuddet er en del af Odsherred Bibliotek, Borgerservice og Kulturhuses arbejde med at gøre bøger og læseglæde mere tilgængelige i det offentlige rum. Bogkasserne blev oprindeligt etableret i 2013 som en del af Odsherred Læser og bliver i dag tilset tre gange om året. Bøgerne udskiftes løbende af dem, der benytter kasserne, og derfor varierer indholdet fra sted til sted og uge til uge.

Del læseglæden

Du kan finde både skønlitteratur, fagbøger, børnebøger og meget andet i kasserne. Har du selv en bog i god stand og med et spændende emne, som du er færdig med at læse, kan du stille den i kassen til glæde for den næste, der kigger forbi. Vær med til at lade litteraturen cirkulere – og gør samtidig reolen lidt lettere derhjemme.

Bog-fiskekasserne bliver flittigt brugt. Særligt i ferieperioder, hvor mange besøgende sætter pris på at kunne finde en ny bog til sommerhuset, strandturen eller campingvognen.

De syv bog-fiskekasser står ved Rørvig Havn, SuperBrugsen i Højby, DCU-Camping Rørvig Strand, Den Blå Ged i Ordrup, Dagli’Brugsen i Grevinge, Lillero ved Høve Strand og ved busstoppestedet ved Egebjerg Skole.

Uanset om man er lokal eller på besøg, er bog-fiskekasserne et lettilgængeligt og uforpligtende tilbud – og et bevis på, at læseglæde kan deles på mange måder.