Litteratur

Nye veje til litteraturen

Et nyt bibliotekstilbud skaber rum for nærvær og gode samtaler i Odsherred. Tilbuddet hedder guidet fælleslæsning, der er en ny og utraditionel læseklub.

Af Ida

Foto: Christoffer Egebjerg

"Jeg går altid glad, inspireret og klogere hjem derfra."

Sådan beskriver en deltager oplevelsen af at være med i guidet fælleslæsning – en ny læseklub, der har skabt begejstring og fællesskab. Her bliver noveller og digte læst højt af læseguide og bibliotekar hos Odsherred Bibliotek, Jannie, der inviterer til åben, spontan samtale undervejs. 

Læseklubben blev afholdt første gang i vinteren og foråret på Asnæs Bibliotek og har siden fået positive tilbagemeldinger. I stedet for at forberede sig hjemmefra møder man bare op, får læst en novelle og et digt højt af den uddannede læseguide – og taler sammen undervejs og bagefter.

"Jeg oplevede, at deltagerne virkelig turde dele deres refleksioner. Det skabte nogle fine, nysgerrige og ærlige samtaler.” 

Fortæller bibliotekar og læseguide Jannie, der har stået i spidsen for det første hold.

Holdet mødtes otte gange og var en lille, overskuelig gruppe, hvor der var plads til både fordybelse og forskellighed. Teksterne var udvalgt med omhu og ofte skrevet af mindre kendte forfattere, så ingen på forhånd var forudindtaget. 

"Alle deltog aktivt og positivt i snakken om teksterne. Den gode og venlige atmosfære bidrog til nye synspunkter og spontane fortolkninger. Litteratur har en forløsende effekt. Det var også en gevinst at blive introduceret til nye forfattere. Jeg kan varmt anbefale deltagelse i læsegruppen."

Fortæller Anette E., der deltog på det første hold. 

 

Et rum for samtale

I modsætning til traditionelle læsekredse handler guidet fælleslæsning ikke om at analysere værker eller finde konklusioner. Her bliver litteraturen et udgangspunkt for samtale, refleksion og fællesskab. Alle svar er rigtige og alle kan bidrage til samtalen, hvis de har lyst.

"Guidet fælleslæsning er et fantastisk tilbud. Du kommer uforberedt, og bibliotekaren læser en novelle og et digt op, imens du drikker en kop kaffe eller te. Gruppens indbyrdes diskussion herefter er både sjov og givende. Jeg går altid glad, inspireret og klogere hjem derfra."

 Sådan lyder det fra en anden deltager på første hold.

 

Tilbuddet udvides

På baggrund af den positive modtagelse udvides tilbuddet nu. Til august starter to nye hold – ét på Asnæs Bibliotek og ét i Nykøbing Sj i Pakhus2. Guidet fælleslæsning er en del af bibliotekets arbejde med at skabe rum for fællesskab og samtale. Her er det ikke læsefærdigheder, men nysgerrighed og lyst til samtale, der er i centrum. Derudover bliver der uddannet en ny læseguide, så der med stor sandsynlighed kommer endnu mere guidet fælleslæsning på programmet hos Odsherred Bibliotek.

Læs mere om holdet i Asnæs og holdet i Nykøbing Sj.