
Der er nu enighed om placeringen af Hørve Bibliotek
Beslutningen er truffet efter flere år med usikkerhed om placeringen af Hørve Bibliotek. Biblioteket ligger nu på Vallekildevej 9, men i en bygning, der ikke kan rumme biblioteket på grund af dens dårlige stand.
Biblioteket bliver tilgodeset med 80 kvadratmeter og bliver en selvstændig afdeling i hallen. Ambitionen er, at det er på plads inden sommerferien næste år.
Beslutningen er forhåbentligt til glæde for både gæster i biblioteket såvel som i kultur- og idrætscentret. Hallen er velbesøgt, så for mange beboere i Hørve bliver det nemt at slå vejen forbi biblioteket. Og ventetid i hallen – hvad enten du venter på, at børnene bliver færdige til springgymnastik, eller at din badmintonbane bliver ledig – kan bruges på at hente bøger eller læse avis på biblioteket.
Der er afsat en million kr. i budgettet for 2020 til flytningen, så biblioteket bliver en opdateret, flot og brugervenlig filial.