Kender du Antboy?

Af Anna
08.01.21
Hvis ikke, så læs med her og lær lidt mere om den seje superhelt Antboy, som er skrevet af Kenneth Bøgh Andersen.

Spiderman og Superman kan godt pakke sammen – for Antboy er en af hverdagens helte. Antboy hedder i virkeligheden Pelle og er en dreng på 12 år der bor i Middelby. Han ville ønske at han var en anden, for ingen lægger rigtig mærke til ham. Bortset fra dem der mobber ham i skolen, fordi han er tyk. Men en dag bliver Pelle bidt af en muteret tissemyre og det forvandler ham til superhelten Antboy. Det kræver naturligvis lidt tilvænning af få styr på superkræfterne. Og der er allerede fra første bog (Tissemyrens bid) masser af skurke og action.

Hver bog om Antboy har sit eget tema som omdrejningspunkt, og alle er skrevet i et let tilgængeligt sprog krydret med sort/hvid illustrationer undervejs. Emnerne der tages op er fx mobning, skilsmisse, forelskelse og selvfølgelig en masse onde skurke der både stjæler, lyver og truer Pelles liv. Man skal dog helst læse dem i rækkefølge. Der er i alt 8 bøger om Antboy og både piger og drenge (og de voksne) kan være med i historien om Antboy. Uanset ståsted kan man som læser sætte sig ind i Pelles sammensatte følelser, og føle med ham undervejs. Bøgerne er også rigtig gode til de som ikke er så vilde med at læse, fordi historierne fænger og der er en del illustrationer undervejs.

Der er også lavet en Antboy film, der kan ses på filmstriben, som absolut er værd at se selvom man måske ikke har læst bøgerne. Bøgerne kan også findes på Ereolengo, hvis man ikke kan komme på biblioteket.

D. 5. februar udkommer allersidste bog om Antboy, så hvis man allerede har læst alle de andre er det bare med at glæde sig. Det bliver helt sikkert en forrygende afslutning.

Materialer