Pige kigger på bogreol

Kan man lære noget af at læse en god historie?

Af Anna
10.02.22
Du har sikkert allerede svaret med et ”Ja da!” inde i hovedet – og du har selvfølgelig helt ret. Vi har derfor forfattet en kort motiverende artikel til børn og forældre, og krydret den med god inspiration til læsningen. Ud over de mange fordele det at læse har på din fysiologi i hjernen, så giver læsning også livsglæde, empatisk forståelse og nysgerrighed. Og hvem vil ikke gerne have det med i livet?

Skønlitteratur med en fagbog i maven

Når vi i artiklens titel skriver ”at læse en god historie”, så tænker vi især på at læse det, som vi kalder skønlitteratur – altså romaner, noveller, tegneserier og grafiske noveller. Ja, og faktisk også på at lytte – for der findes mange gode lydbøger derude. At have fokus på den gode historie og den sammenhængende fortælling,  betyder ikke, at vi tilsidesætter faglitteraturen og faktabøger i den sjove fritidslæsning, slet ikke! Men her og nu slår vi lige et slag for skønlitteraturen – den er nemlig nem at blive klog af.

På bibliotekets fysiske og digitale hylder står der kilometervis af levende fortællinger om alt fra andre kulturer, historiske begivenheder og minoritetsgrupper til berømte videnskabsfolks liv og levned, pasning af kæledyr og indføring i diverse hobbyer. Selvom det er historien og fortællingen der i centrum, så er der masser af ny viden at hente i bøgerne.

Historier om fodbold for holdspilleren

En bog om fodboldtaktik kan give din fodboldspiller derhjemme ideer til træningen og den næste TikTok video, men hvis fodboldholdet er en inde i periode, hvor de hele tiden taber og spillelysten er på vippen, så kan det også være godt at læse at tackle det med andet end intens træning. Det kan også være at din datter skal til at starte på et nyt hold eller at holdet skal møde rivalerne fra nabobyen og at det udfordre spilleglæden at være nervøs. I serien ”Mål” af Luigi Garlando for 7-13 årige er der mange genkendelige scener, hvis man selv går til fodbold. Og når man spejler sig i en god historie, så bliver man både klogere på sig selv og andre undervejs – og så er der måske bedre plads til at tage bolden op igen til næste træning.

Når emnet er svært at få fat i

Din pode derhjemme synes det er svært at få fat i glæden ved naturfagene – det siger ham ikke det helt vilde, og nu skal de skrive opgave om det! I skal derfor finde en masse materiale, et emne og han skal lave en fremlæggelse. Man kommer ikke uden om forsøg, fakta og forskning, men det hele kan åbne sig op ved at krydre hjernen med historier - og så kan det jo vise sig at det hele bliver lidt nemmere, når poden har fået serveret et par gode emner, søgeord og forskere på et sølvfad.

Man kan fx kaste sig over verdens første kvindelige modtager af Nobelprisen, Marie Curie og hendes arbejde med radium, som alle kan blive nysgerrig på i den grafiske novelle (en tegneserie med en romanfortælling) ”Marie Curie – et lys i mørket” af Frances Andreasen Østerfelt. Så bliver man ikke alene klogere på røntgen, men også på kvindelige forskeres historie og nobelprisen.

Du kunne også kaste dig over tegneserien af Sussi Bech ”Ørsted – han satte strøm på verdenen” også blive ført ind i hvordan H.C. Ørsted var med til at ændre hele verden, da han opdagede elektromagnetismen. Så er der sat strøm til opgaven!

Hvem er jeg som, når jeg ikke er som de andre?

Det kan også være at dit barn går og tumler med tanker eller begivenheder, som de ikke kan spejle i deres kammerater i skolen eller klubben. Eller at en af deres kammerater går igennem noget, som de ikke selv kender til.

Der findes gode fortællinger og historier om alt mellem himmel og ord – men det kan være svært at finde dem, hvis man ikke lige ved hvordan. Du er altid velkommen til at skrive en mail til biblioteket eller komme ned til os, så hjælper vi dig med at finde og bestille. Og husk at du ikke behøver søge på titler eller forfattere i vores app eller på hjemmesiden – du kan også søge på emneord. Prøv fx at søg på ”angst ung roman” eller ”bedstefar død billedbog”. Inde på appen ”Biblioteket”, vil du under de resultater du får frem kunne lede videre i ”Noget der ligner”.

Det kan være både livsbekræftende og befriende, at finde sin ligemand i litteraturen, når de abstrakte og mærkelige tanker indeni pludselig får liv og genkendelse i historiens hovedperson. Og hvis ikke genkendelsen handler om dig selv, men om en du kender, så kan historien bliver din genvej til empati og forståelse.

Så ja, du kan sagtens læse dig klogere i en god historie!

Skrevet af kulturformidler Mette

Materialer