Vi anbefaler

Her ser du personalets anbefalinger for november måned.

Anette Fuglholm Rasmussen anbefaler "Som jeg husker det" af Mikael Persbrandt
Mikael Persbrandt fortæller ukrukket om sit liv som alkohol- og stofmisbruger og de udfordringer, det har givet ham som skuespiller. En psykiatrisk diagnose og behandling bliver vejen ud af misbruget.

Anna anbefaler "Mørke rum" af Kristina Aamand
Vi følger Sophia, der er i praktik på Klinikken for Seksuelle overgreb. Her står hun ansigt til ansigt med forskellige skæbner og må stille spørgsmålstegn ved hendes egne forestillinger om, hvad overgreb, gerningsmænd og ofre er. Bogen følger flere forskellige personer og sammenfletter deres historier på fin vis. Barsk – men vigtig – YA.

Helle Rekdal Schønemann anbefaler ”På min vulkan” af Emily Dickinson - udvalgte digte af Bente Clod
En smuk udgivelse med alle digte på originalsproget. Det giver noget helt særligt at læse digtene på engelsk og i gendigtning af Bente Clod. I Emily Dickinson har vi endnu en generationsdigter. Hun rækker langt ud over egen tid.

Jannie Røskva Erlandsen anbefaler "Rud" af Kamilla Hega Holst
En fraskilt kvindes teenagesøn forsvinder og efterlader spor i rod/rud, der udfolder en historie om at miste. Miste sig selv, miste sit barn og miste forstanden. En meget anderledes bog, som fører en gennem stemninger, minder og som sidder i en når sidste side er vendte.

Kim Mariegaard anbefaler ”Den usynlige vogter” af Dolores Redondo
Fantastisk krimi, som foregår i Baskerlandet. Redondo går betydeligt dybere i beskrivelsen af romanens personer og de psykologiske dramaer, de er del i, end krimier normalt. Det gør Den usynlige Vogter til mere end en krimi. Jeg skal helt sikkert have læst hele trilogien om kriminalkommissær Amaia Salazar.

Mette Mathiasen anbefaler ”Elastik” af Johanne Bille
Hovedpersonen Alice kæmper med sig selv, sin seksualitet og kærligheden. Hun er både narcissist og selvudslettende, åben og hemmelighedsfuld, elsket og glemt. Store emner i et ligefremt sprog.

Michael Nihøj abefaler "Hjemmet" af Mats Strandberg
Joel har i en periode hjulpet sin gamle mor, men må til sidst indse, at han ikke magter opgaven og sender hende på demenshjem. Efter at hun er flyttet ind sker der mystiske og skræmmende begivenheder på hjemmet, som om noget er flyttet med ind sammen med hende. Joel og de andre omkring ham indser, at noget er galt, og de må stå sammen for at de ikke skal miste forstanden.

Materialer