TEIKN

Illustration: David Swift
Årets tema for TEIKNs tegneudstilling er insekternes nødvendige rolle i den danske natur.
Date
Tid
10:00 - 13:00
Bibliotek
PAKHUSgalleriet
Adresse

Vesterbro Torv 4
4500 Nykøbing Sj.
Danmark

Hvordan fortæller man historier om insekter? Det undersøger årets udstilling INSEKTFORTÆLLINGER fra TEIKN, hvor udstillerne sætter fokus på insekternes nødvendige rolle i naturen med vidt forskellige udtryk og teknikker.

Tegnerforbundet af 1919 har bedt 13 forskellige tegnere om at drage på opdagelsesrejse i insekternes verden og se den med nye øjne. Tegnere har et andet blik på naturen og verden, fordi de er trænet i at sætte tempoet ned og kigge ordentligt efter.

Årets udstillere er Aksel Studsgarth, Alice Guldberg Faber, Annemarie Jepsen, Claus Riis, David Swift, Henriette Wiberg Danielsen, Jakob Fälling, Kirsten Skotte, Lisbeth Støttrup, Maj Ribergård Munk, Nadia Schlosser, Naja Abelsen og Sigurd Stefánsdóttir.

Små insekter, stor betydning

På udstillingen kan man møde både det faktuelle og det finurlige med poetiske illustrationer, skitser og grafiske fortællinger, der alle kredser om de små insekter med stor betydning. Udstillingen åbner for nye perspektiver på den natur, vi er en del af, og inviterer samtidig til fordybelse i tegning som kunstform. 

Under hele udstillingsperioden er der opstillet et åbent tegnebord, hvor både børn og voksne frit kan lade sig inspirere og selv sætte streg til papir. Papir og tuscher ligger klar. 

 

Fernisering lørdag den 9. august kl. 13-15
Deltag i åbningen af TEIKNs tegneudstilling. Der er velkomst ved Tegnerforbundets formand, Maj Ribergård, og kl. 14.30 afholdes artist talk med Aksel Studsgarth og David Swift om temaet Håndværk eller AI. Bemærk, at dele af talken vil være på engelsk.

Der er fri entré til ferniseringen, artist talk og udstilling.

 

PAKHUSgalleriets åbningstider
Man-tors 12-16
Fredag 11-15
Lørdag 10-13
Søndag lukket