Foråret er kommet

Det er ikke til at se det endnu, men de første forårstegn begynder at pible frem. For nogle arters vedkommende sker det tidligere og tidligere på grund af ændringer i klimaet. Du kan være med til at hjælpe forskerne med at få en bedre forståelse for, hvad disse forandringer betyder for den danske natur.

Af Ida

I år er det tredje gang, at citizen science-projektet ’Find Foråret’ beder om hjælp til at kortlægge 20 forskellige forårstegn, som hver især fortæller os, hvad klimaforandringer og biodiversitetskrisen betyder for de enkelte arter.  Jo flere års data vi indsamler, desto bedre kan vi forstå sæsonmæssige variationer.

- Projektet er vigtigt, fordi det giver forskerne bedre indsigt i, hvordan den danske natur ændrer sig. Vi håber derfor, at rigtig mange vil gå på forårsjagt i naturen, siger biolog Natalie Iwanycki Ahlstrand, som leder projektet ’Find Foråret’ på Statens Naturhistoriske Museum.

Tegnene findes over det meste af landet, og de kan vise sig i parker, skove eller private haver. De mange klimaforandringer berører ikke kun de enkelte arter, for de er alle afhængige af hinanden. Derfor er det vigtigt, at de er aktive på det rigtige sted og tidspunkt. Et eksempel er, at de insekter, som bestøver blomsterne, skal være aktive, når blomsterne springer ud. Sidste år blev sommerfuglen nældens takvinge og den hvide anemone allerede set i begyndelsen af februar, så forårsbebuderne er på vej.

- Mange arter har ændret adfærd i løbet af de seneste årtier, og det kan desværre forstyrre balancen i naturen. Desværre ved vi endnu kun lidt om effekterne af disse ændringer på dyr og planter. Derfor er det vigtigt, at forskerne får indsamlet viden fra hele Danmark om, hvordan klimaændringer påvirker de forskellige arter, så vi bedre kan beskytte dem og forberede os på fremtiden, fortæller Natalie Iwanycki Ahlstrand.

Fakta

 ’Find Forårets’ mål er at indsamle ny viden om forårets fænologi (den årlige cyklus af naturlige begivenheder hos planter og dyr) og få flere danskere ud i naturen. Forskerne leder konkret efter 20 forårstegn for at undersøge, om foråret påvirkes af klimaforandringer. Alle, der har lyst til at hjælpe os med at blive klogere på foråret i naturen, kan hjælpe ved at registrere deres fund og billeder i Arters felt-app eller på Arter.dk.

Find Foråret er et samarbejde mellem seks naturhistoriske museer i Danmark: Naturama, Aarhus, Gram Lergrav, Museum Mors, Fur Museum og Statens Naturhistoriske Museum og er støttes af 15. Juni Fonden.