Charlotte Weitze fik i 1999 Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat for fortællingerne Skifting (1996) og Bjergtaget (1999). Romanen Fandekke bygger på de samme elementer som fortællingerne. Der er spor af eventyr, fabler, sagn, myter og horror. Der er et stænk Andersen og lidt Villy Sørensen. Men Weitze er helt unik. Sproget er frodigt, mystisk, smukt og sansepirrende. Men monotoni og fortænkthed sniger sig ind. Bogens titelperson har navnelighed med Den Flyvende Hollænders fortabte sømand, Vanderdecken. Fandekke er da også sømand, men han introduceres først i bogens sidste tredjedel. Bogens hovedperson er Ursula, der vokser op med sine mange mindre brødre og sine forældre i en landlig, smuk og lidt truende egn. Alle tror, at Ursula er omkommet under en brand, der kræver hendes forældre som ofre, men Ursula flygter i stedet og gemmer sig i storbyen. Her lever hun i længere tid i kloakkerne under byen, og bogen forlader nu det realistisk/mystiske univers og går helt over i den surreelle fabeldigtning, til tider poetisk, til tider ganske rædselsvækkende. Da Ursula atter går over jorden finder hun sømanden Fandekke, forliger sig med sin fortid og sine og familiens hemmeligheder og genfinder sine rødder. En krævende og skæv bog, hvor sproget gør den umagen værd