Bibliotek
Pakhuset Nykøbing Sj.Efterklang er et af Danmarks mest visionære og nyskabende bands – en trio, der gennem mere end to årtier har udviklet sig, udfordret sig selv og skabt nye musikalske fællesskaber.
Med det nye album Things We Have In Common tager de endnu et markant skridt i deres kunstneriske rejse. Albummet fuldender en trilogi, der begyndte med Altid Sammen og Windflowers, og åbner op for et mere enkelt, inkluderende og spirituelt udtryk, hvor generøsitet, forbundethed og fælles menneskelighed står i centrum.
Musikken er præget af varme, blide harmoniske spændinger og en ny lethed i bandets tonesprog. Sange skabt af længsel, søgen og en dyb vilje til at forstå – og rumme – hinanden.
Things We Have In Common bærer spor af pianist og komponist Rune Mølgaards personlige og spirituelle rejse, hvis tætte samarbejde med trioen har formet store dele af albummet.
Efterklang gennem årene
Efterklang består af Mads Brauer, Casper Clausen og Rasmus Stolberg, men samarbejdet med andre kunstnere er som altid afgørende for de tre musikere. På albummet medvirker blandt andre trommeslager Tatu Rönkkö, guitarist Hector Tosta, cellist og sanger Mabe Fratti, mixer Francesco Donadello samt Sydjysk Pigekor, der bidrager med korstemmer til flere numre.
Gennem årene har Efterklang markeret sig internationalt med albumudgivelser, filmprojekter, radioskabelser, samarbejder med symfoniorkestre og mere end 500 koncerter verden over.
Koncerten i Pakhuset bliver en sjælden mulighed for at opleve Efterklang i et intimt rum – med nye sange, åbne arme og et musikalsk fællesskab, hvor alle inviteres indenfor.