Nye rammer for arrangementer hos BOK hen over efteråret

Af Nete
21.09.20
På grund af regeringens nye retningslinjer i forbindelse med COVID-19 ændrer BOK rammerne for en række af vores arrangementer. Det har vi valgt at gøre, så vi fortsat kan passe godt på jer, vores frivillige og vores ansatte. De nye rammer gælder indtil videre for hele efterårssæsonen. Vi følger hele tiden med i udviklingen og holder jer løbende opdaterede om, hvordan resten af efterårets program kommer til at forløbe.

Folkekøkkener + Torsdage i Pakhuset er aflyst til og med december.

Hvis du allerede har købt billet til arrangementerne vil du få dine penge refunderet.

Har du købt din billet via vores hjemmeside, sker refusionen automatisk.

Har du købt din billet hos vores bibliotekspersonale, skal du henvende dig med dine oplysninger for at få pengene retur. Vi kan kontaktes på e-mail: meono@odsherred.dk.

Nye regler om brug af mundbind til arrangementer i kulturhusene.

For at mindske risikoen for smittespredning mellem deltagere, indfører vi mundbindskrav til alle arrangementer i vores kulturhuse.

Det betyder, at du skal bære mundbind når du kommer, når du forlader lokalet efter endt arrangement, og når du går til og fra baren og toilettet. Når du sidder på din plads, behøver du ikke at have mundbindet på.

Mundbindskravet gælder ikke for arrangementer i biblioteket.

Ingen servering til Godmorgen Odsherred, Litteratursaloner og Lørdagsjazz.

Af sikkerhedshensyn har vi valgt at afvikle alle Godmorgen Odsherred arrangementer, Litteratursaloner og Lørdagsjazzer til og med efterårsferien uden den sædvanlige mulighed for at købe kaffe, croissanter eller frikadeller.

På samme måde vil der til de kommende foredrag og live-streams ikke være mulighed for at købe drikkevarer i baren. Til koncerter vil der være udskænkning som normalt.

Midlertidig lukning af caféen på biblioteket i Nykøbing.

Caféen er midlertidigt lukket. Derfor er det i øjeblikket ikke muligt at købe kaffe og kage på biblioteket.

Spørgsmål til de nye rammer?

På trods af nye retningslinjer og enkelte aflysninger er BOKs efterårsprogram stadig fyldt med masser af spændende, sjove og lærerige arrangementer. Vi gør alt hvad vi kan for at give jer den bedst mulige oplevelse under de ændrede rammer – og håber, at I til gengæld vil være med til at passe godt på hinanden ved at overholde vores retningslinjer.

Hvis du har spørgsmål eller er i tvivl om noget omkring de nye rammer, er du velkommen til at kontakte os på:

Tlf: 59 66 50 50