Nykøbing Bibliotek
Nykøbing Bibliotek

Stueetagen på Nykøbing Bibliotek er blevet dit litterære udstillingsvindue

Af Anonym (ikke efterprøvet)
21.11.19
Nyindretning på Nykøbing Bibliotek giver dig mulighed for at gå på opdagelse i alle vores nye materialer på stueetagen.

Du har måske lagt mærke til, at vi har brugt de sidste par måneder på at ændre indretningen på Nykøbing Bibliotek. Alle vores nye bøger er flyttet ned på stueetagen og resten af vores bøger er kommet op på førstesalen. På den måde bliver underetagen til et stort inspirerende udstillingsvindue. De nye bøger kommer op til overfladen og forsvinder ikke blandt vores store mængde af bøger. Det har givet mere luft i rummet, der indbyder til at sætte sig med avisen, se på bogudstillinger eller skimme de nye bøger.

Bibliotekstorvet

Underetagen med alle de nye materialer kalder vi bibliotekstorvet. Her finder du bøger og andre materialer, der er tre år eller nyere. De indgår løbende i udstillinger og bliver fremhævet på vores hylder, så du altid bliver mødt af en masse bogforsider og et flot udsnit af vores bøger. Vi har også fået vores fagbøger ned i rummet, så du mødes af nye koge-, strikke- eller rejsebøger samt mange flere. Kommer du på biblioteket for at finde inspiration og hive bøger med hjem, som du ikke kender til i forvejen, kan du med fordel tage en runde på bibliotekstorvet.

Det åbne magasin

Alle andre materialer, som er hovedparten af vores materialer, står på førstesalen. Det ligner det klassiske bibliotek med massevis af bøger. Afdelingen kalder vi for det åbne magasin. Afdelingen er for dig, der ved hvad du vil have – måske din yndlingsforfatter, en særlig kogebog eller et bestemt opslagsværk – og for dig, der vil se et bredere udsnit af vores bøger.

God fornøjelse og god læselyst.