
Odsherred Lokalarkiv flytter til Asnæs Bibliotek
Mens vi flytter, kan du opleve, at det roder en smule på bibliotekerne i Vig og Asnæs. På biblioteket i Nykøbing er vi i samme omgang ved at revidere vores lokalhistoriske materialesamling, og der vil derfor være flere tomme hylder og mindre lokalhistorisk materiale de næste par måneder.
Flytning af Odsherred Lokalarkiv
I forbindelse med flytningen vil alle Lokalarkivets materialer blive samlet i kælderen under Asnæs Bibliotek, hvor vi i forvejen opbevarer en del af vores arkivalier.
Samtidig indretter vi på Asnæs Bibliotek et større område dedikeret til lokalhistorien, hvor størstedelen af vores bogsamling om netop Odsherreds Lokalhistorie vil blive samlet på ét sted.
Lokalarkivets faste åbningstid, hvor man kan møde vores arkivansvarlige og frivillige (onsdag 10-17) vil fra og med april foregå i Aksen i Asnæs. Indtil da vi man fortsat kunne møde os på biblioteket i Vig, også om onsdagen fra 10 til 17.
Nyt læringsrum på Vig Bibliotek
Den ekstra plads, som bliver frigivet på Vig Bibliotek i forbindelse med flytningen af Lokalarkivet, åbner op for nye og spændende biblioteksmuligheder. Her vil vi i samarbejde med Vig Skole indrette et nyt læringsum med særlig fokus på de store elever.