Lokalarkivet efterlyser egnsretter!

06.05.19
Hvad spiste man egentlig i Odsherred i ”gamle dage”, og er der særlige lokale retter knyttet til området, som odsingene spiser i dag?

Det er nogle af de gastronomiske spørgsmål, som Odsherred Lokalarkiv har sat sig for at søge svar på – og arkivet har brug for din viden. Ligger du derfor inde med viden, gamle kogebøger eller andre gastronomiske spor om egnsretter knyttet til Odsherred, så hører Odsherred Lokalarkiv gerne fra dig. 

Opskriften på Oldenborresuppe er en af de retter, Lokalarkivet allerede har fundet frem til som en egnsret. 
”Oldenborrer var et stort problem for landbruget i 1800-tallet, fordi de åd afgrøderne på marken. Derfor blev der arrangereret indsamlinger af dem. Hvor mange tons man samlede sammen, har vi endnu ikke fundet frem til, men vi tænker, at der måske er en sammenhæng mellem, at man samlede dem ind og så begyndte at spise dem”, fortæller kulturformidler Ivan Normann Andersen fra Odsherred Lokalarkiv, der står for eftersøgningen af opskrifter på lokalretter. 

Lokalarkivet efterlyser kogebog
Da Odsherred Turistforening tilbage i 60’erne også efterlyste egnsretter, fik de hjælp blandt andet fra Odsherred Folkemuseum og en lille bog helt tilbage fra 1703, der indeholdt forskellige opskrifter. Den bog har Lokalarkivet været på jagt efter – indtil videre forgæves. Derfor efterlyser arkivet også bogen, eller lignende kogebøger. 
Hvis du kan hjælpe Odsherred Lokalarkiv med opskrifter eller viden, er du velkommen til at kontakte kulturformidler Ivan Normann Andersen på mail: ivnan@odsherred.dk

 

Materialer