
Egebjerg Bibliotek genåbner i nye lokaler den 6. december
I forbindelse med at Egebjerg Skole vokser, og der derfor er brug for mere plads til eleverne, har BOK i samarbejde med Iværksætterhuset i Egebjerg og skolen fundet skønne nye rammer for det lokale bibliotek.
I Iværksætterhuset bliver biblioteket en del af et hus med masser af liv, biblioteket får flere kvadratmeter og vi vil stadig være placeret tæt på skolen. I forbindelse med de nye rammer skifter biblioteket navn fra det nuværende "Egebjerg Demokratik" til "Egebjerg Bibliotek".
Flytning med fokus på genbrug
I samarbejde med Iværksætterhuset har vores dygtige bibliotekspersonale gjort brug af genbrugsmøbler - både bibliotekets egne, men også tilgængelige møbler fra Iværksætterhuset. På den måde er der tale om en flytning med fokus på genbrug, ligesom det var tilfældet da Hørve Bibliotek flyttede til nye lokaler i 2020.
Da det nye biblioteksrum bliver større end det nuværende, vil vi også få plads til at udvide vores bogsamling og skabe rammer, der indbyder til besøg fra børnefamilier.
Biblioteket genåbner den 6. december
Biblioteket genåbner ved en reception den 6. december klokken 11. Her vil der være åbningstale, der vil blive budt på snacks, og de fremmødte kan gå på opdagelse i det nye rum. Fra og med den 6. december klokken 11 vil Egebjerg Bibliotek igen fungere som et normalt selvbetjent bibliotek med åbent fra 6 om morgenen til 24 om aftenen.