BOK tilbyder nu bøger ”to-go”

21.04.20
Savner du nyt læsestof i denne tid hvor bibliotekerne er lukkede, så frygt ej – BOK har løsningen. Du kan nu bestille en pose med læsestof, film og musik. Vi kalder det BOK-to-go.

Du kan ønske konkrete titler til din pose, men vi kan desværre ikke love, at vi kan opfylde dit ønske. Til gengæld vil vi forsøge at ramme noget der ligner. Du kan også ønske en genre, fx krimi eller historiske romaner, en bestemt slags fagbøger – kogebøger, havebøger, film eller endda cd’er med din yndlingsmusik.  Du kan selvfølgelig også ønske børnebøger, f.eks. lixbøger til nye læsere, billed- eller pegebøger til de yngste, romaner og lækker faglitteratur til børn fra ca. 10 år, eller måske en god bog til godnathistorien.
Vi kan kun pakke materialer fra vores eget bibliotek, og du kan få op til 8 materialer pr. pose.

For at bestille din pose, ringer eller skriver du blot til biblioteket på tlf. 59665000 eller mail biblioteket@odsherred.dk.  Vi sidder klar mellem kl. 9 og 15 på alle hverdage.

Jo flere detaljer du giver os om hvad du normalt kan lide at læse – gerne både genre og konkrete bøger som du holder af, desto bedre kan vi pakke noget du bliver glad for. Bøgerne kan afhentes tirsdag og fredag ml. 13.00 og 15.00 og de udleveres ud af vinduet ved bogindkastet i Nykøbing eller Asnæs. Hvis der står flere personer og venter, er det vigtigt at I holder god afstand til hinanden.

Vi har brug for navn, adresse og fødselsdag for at kunne udlåne bøgerne til dig. Og vi skal vide om du ønsker at afhente bøgene i Nykøbing eller Asnæs. Vi sender en mail eller sms med besked om hvornår posen kan afhentes.

Når du afgiver din bestilling, giver du samtidig Odsherred Bibliotek samtykke til at håndtere dine personoplysninger, så vi kan udlåne bøgerne på dine vegne. Er du endnu ikke oprettet som bruger på biblioteket, kan det gøres med NemID på odsbib.dk (såfremt du er fyldt 18 år) ved at trykke på "opret bruger". Hvis dette ikke er muligt, bedes du ringe til os.

Bøgerne kan afleveres igen i vores bogindkast i Asnæs og Nykøbing. Efter bøgerne er afleveret, kommer de i ”karantæne”.