Billede af en vintergæk

Hej marts

Af Nete
01.03.21
Så kom foråret, i hvert fald ifølge kalenderen. Og sjældent har et forår været så tiltrængt! Midt i nedlukning, restriktioner og isolation er det fantastisk at mærke, at solen langsomt begynder at få mere magt og at dagene bliver længere.

Som kulturinstitution er det en mærkelig følelse ikke at kunne gøre det, som vi ellers er allerbedst til; at åbne dørene for alle vores brugere og skabe gode oplevelser og give hjælp og vejledning. Men selvom vi ikke kom med i denne runde af regeringens genåbningsplan, så er vi stadig til stede hvor vi kan. Derfor fortsætter vi med BOK2Go og materialeafhentning, og du kan som altid benytte dig af vores digitale bibliotekstilbud.

Og så er der jo BOKcast, som er vores nye og helt eget podcastformat. Med BOKcast sætter vi fokus på litteratur og kultur med en lokal vinkel, og lige nu kan du både lytte til arkivets fascinerende fortælling om Hørve Friskole og litteraturteamets sjove og inspirationsrige snak om engelsk litteratur.

BOKcast kan du for eksempel have i ørene, mens du går en tur eller kobler af med noget havearbejde. Og apropos havearbejde, så har bibliotekar Erla lavet en oversigt over nogle skønne bøger, der kan inspirere dig til syslerne i det grønne. Dem kan du se nedenfor.