"Godhavn" af Iben Mondrup

24.04.20
Bibliotekar Eva der finder gode bøger til læsekredse, anbefaler på e-reolen.
Materiale

Iben Mondrup : Godhavn

Iben Mondrups roman er en fin og foruroligende fortælling om arktisk kulde, forloren godhed og tre danske børn i Grønland. Bogen vandt DR´s Romanpris i 2015.

Man følger 3 søskendes syn på nogenlunde de samme begivenheder gennem et år i en lille bygd på Diskoøen i det vestlige Grønland.

Historien indledes med en ildevarslende prolog, der ligger som en dyster bagtanke under den fortsatte læsning, men ellers er bogen bygget op som tre lange novellelignende fortællinger med hver sit fokus på henholdsvis Bjørk, Knut og Hilde. De tre søskende oplever hverdagen fra hver sin højde og horisont og tilsammen giver dette ganske simple patchwork en dybere forståelse for sandheder og løgne, relationer og relativitet.

Det er en fin bedrift at gestalte den samme verden set fra tre så forskellige perspektiver, og det bliver kun bedre af, at Mondrup samtidig har forsynet de tre perspektiver med nogle fælles og vigtige træk, vigtige for både romanen og for en forståelse af forholdet mellem Danmark og Grønland.