Udstilling: Kvinder i Oman - Værdighed og nye veje

08.01.19
Fra d. 8.-28. januar kan du i biblioteksgalleriet på biblioteket i Nykøbing opleve fotoudstillingen "Kvinder i Oman - værdighed og afveje" af Hussein Shehadeh.

Journalist og foredragsholder, Hussein Shehadeh, der har boet i Danmark i over 50 år, udstiller fra d. 8.-28. januar 2019 i biblioteksgalleriet på biblioteket i Nykøbing med fotoudstillingen "Kvinder i Oman - værdighed og nye veje". Udstillingen omfatter omfatter ca. 30 farvebilleder.  Hussein Shehadeh skriver selv om udstillingen: 

Der var engang et land næsten syv gange større end Danmark. På 48 år har Oman brudt alle rekorder for udviklingstempo og er i en håndevending - og uden traumer - gået fra middelalderen til det 21. århundrede, fx med en indkomst pr. indbygger der placerer landet på en 7. plads i den arabiske verden.

De unge og de ikke helt unge kan garantere for, at det er et levende eventyr; alle er klar over, at man har begivet sig på den rette vej, og at der ikke er nogen vej tilbage.
Arkitekten bag denne ændring, der har gjort Oman til Den persiske Golfs Schweiz, er ikke den klassiske fe med en tryllestav, men Sultan Qaboos, som til stadighed rejser rundt blandt sit folk for at se, hvad de har behov for og undersøge de sociale og økonomiske reformeres effektivitet, som han har introduceret.

Under sin rejse i Oman i oktober 2009 holdt han et møde med repræsentanter for Omans kvinder og erklærede 17. oktober for Omans Kvindedag. Han gav endvidere kvinderne sit løfte om at beskytte dem mod tvunget ægteskab.
Kvinder var den gruppe i samfundet, der havde været mest forsømt under Sultanens gammeldags fader. Siden 1970 har kvinder haft indflydelse i Oman i alle livets facetter. De har kørekort, arbejder som politibetjente, sygeplejersker, lærere, læger og arkitekter, ministre og ambassadører.

Det omanske samfund rummer også beduinske kvinder, der bor i ørkenen, passer får, kameler og føder børn. Omanske kvinder bliver ikke usynliggjort, de deltager i den sociale, politiske og kulturelle udvikling, næsten på lige fod med mænd. De har stemmeret og er valgbare til Majlis A’Shura, den rådgivende forsamling, og har opnået retten til at arbejde indenfor den juridiske verden, miljøet, bankvirksomhed m.m.

Den sidste statistik over elever på Omans Sultan Qaboos Universitet viser at der er 56 % kvinder.

Materialer