Månedens forfatter: Kenneth Bøgh Andersen

Af Anna
06.11.20
November måneds forfatterfokus er på en forfatter, som alle der har besøgt Asnæs de sidste uger ikke har kunnet undgå at bemærke. Det drejer sig nemlig om Kenneth Bøgh Andersen.

Kenneth er en af tidens mest populære forfattere blandt store børn og unge. Han har udgivet adskillige bøger inden for gys og fantasy, deriblandt serien Den store Djævlekrig og serien om Antboy. I sine bøger leger Kenneth ofte med temaer og emner som ondskab, døden, Gud, skæbnen og den frie vilje. Kenneth Bøgh Andersen formår også at flette mytologier, middelalderskrifter, bibelstof og problematikker såsom ulykkelig forelskelse og mobning sammen til medrivende og fængende historier, så man som læser har svært ved at lægge bøgerne fra sig igen.

Har altid elsket bøger

Kenneth Bøgh Andersen har siden han var barn elsket bøger og superheltetegneserier. Da han gik i 10. klasse, begyndte han selv at skrive på sin første bog – ”Nidhugs slaver”. Romanen blev aldrig udgivet, og i de følgende syv år fulgte afslag på afslag fra forlagene. ”Jeg læste selv rigtig meget som barn og ung, hvilket var en kæmpe oplevelse. Derfor fik jeg selv lyst til at skrive og startede som sagt med det i 10. klasse. Det var jo nemt at gå til og jeg følte, at det var det, jeg skulle! Jeg var bl.a. blevet inspireret af Dennis Jürgensens bøger og Harry Potter satte gang i selv at skrive om fantasy. [Jeg] Fik øjnene op for selv at skabe situationer, mennesker, eventyr og så videre. Jeg blev ved med at skrive, men ca. de første 15 bøger/noveller blev afvist. Jeg blev heldigvis bedre og bedre og fik positiv feedback fra forlaget.” (Børnepanelet: Eksklusivt interview med forfatteren Kenneth Bøgh Andersen. Børnepanelet.dk).

Et godt gys

Kenneth Bøgh Andersen skriver bøger inden for genrerne fantasy og gys. Han har i sine bøger taget læseren med til Helvede, dræbt julemanden og forvandlet en kikset overvægtig dreng til en vaskeægte superhelt. På Kenneths hjemmeside kan man læse om hans kærlighed til genren, men også om hvor svært det er at skrive gys og fantasy: ” Det er ikke nemt. Men det primære i en god gyser er ikke bare at skræmme, for historien skal stikke dybere end det. Gennem gyserhistorien får jeg mulighed for at gå på opdagelse i menneskesindets kringelkroge og bevæge mig ind i sjælens mørke blindgyder.” Og ingen skal føle sig sikre i Kenneths univers! Selv julemanden har han slået ihjel i sin bog ’Julemandens død’. Romanen starter på side 1 med mordet på julemanden, og derefter er der fuld fart over feltet, når tvillingerne Katrine og Frederik og deres gode ven Jesper får besøg af en af julemandens nisser, som beder dem om at hjælpe med standse de forfærdelige begivenheder, som mordet på julemanden har sat i gang, og som vil betyde verdens undergang, hvis de ikke bremser det. De tre venner får nok at se til i denne utraditionelle historie, som kan læses hele året.

Masser af priser

Kenneth rammer med sine bøger noget helt særligt, som rigtig mange børn er vilde med. Det er bøger man kan forholde sig til som barn, så det er ikke så underligt at Kenneth har fået ikke mindre end 3 Orla-priser, Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris, Karen Blixen prisen for året børnebog og flere andre priser. Både Tempus Fugit og en stor del af Den store djævlekrig er oversat til engelsk, for det er ikke kun danske børn der er vilde med Kenneths univers.

Bog nr. 5 i Den store djævlekrig er på vej på engelsk og så er der også en ny bog om Antboy på vej! Antboy-serien er også en af Kenneths meget populære serier og mange har måske set filmene. Men vi kan i den grad anbefale at man også giver sig i kast med bøgerne om det lidt kiksede dreng, der efter et myrebid bliver til en vaskeægte superhelt.

Så er man til gys, fantasy eller bare god action, så er det bare med at få fat i nogle af Kenneths bøger!

 

Skrevet af børnebibliotekar Jannie.

 

Kilder: Forfatterweb.dk, Kennethboeghandersen.dk