Læs højt for din baby

Af Anna
07.05.20
At læse med sit barn, er en rigtig god mulighed for at have en stund fuld af nærvær og hygge - og så er det ovenikøbet rigtig godt for sprogdannelsen hos de små. Men hvordan griber man egentlig læsning an, når barnet ikke har et sprog endnu?

Du kan begynde at læse for din baby allerede fra fødslen af - ja, nogen begynder faktisk allerede mens baby stadig ligger i maven, for på den måde at vænne baby til forældrenes stemme. Læseoplevelsen udvikler sig i takt med babys alder, men allerede fra 4-5 måneders alderen kan din baby blive opslugt af farver og evt. lyde i en bog. 

Vi giver dig tre gode tips til læsning med din baby her. 

1.    Gør læsning hyggeligt og fuld af leg. Lad babys første bøger være fx stofbøger der knitrer når baby rører dem, eller rør-og-føl bøger der indbyder til en sanseoplevelse såvel som en lytteoplevelse. Tal om farverne, overfladerne, lydene osv. Hav gerne baby siddende på skødet af dig, så I rigtigt er tætte i læseoplevelsen. 


2.    Brug pegebøger og relatér dem til jeres hverdag. Babyer elsker gentagelser og genkendelighed, og lige netop de to ting er vigtige for sprogdannelsen. Læs en pegebog og tal om, hvad I ser og relatér det til jeres hverdag. Fx ”Der er en brandbil. Kan du huske at vi så en brandbil på vej hjem fra dagpleje i dag? Brandbilen er rød og siger babu babu”. Måske kan du endda bruge en bog med lyd i, så I kan høre hvad brandbilen siger igen. 


3.    Brug bøgerne på nye måder. Har du en bog der henvender sig til ældre børn og derfor har mange sætninger i, kan I lade være med at læse alle sætningerne, men i stedet bare tale om, hvad der er på billederne. Måske er der flotte farver, måske er der søde dyr eller lignende. Hvis der fx er en elefant på et af billederne, så syng ”En elefant kom marcherende” for din baby – også selv om bogen egentlig handler om noget helt andet. 


På biblioteket er der masser af muligheder for læsestof til dig og dit barn. Søg fx på ”pegebog”, ”begrebsindlæring” eller ”gå på opdagelse” når du søger efter bøger på vores hjemmeside. Du kan også søge på forfattere som Inger Tobiassen, Lisbet Slegers , Gitte Ladefoged og Pauline Oud. Du er også altid velkommen til at spørge en bibliotekar – vi vil meget gerne hjælpe dig med at finde materialer der passer perfekt til dit behov.