Klar parat skolestart
Følg Vitellos første skoleår i den morsomme og skarpe billedbog ”Vitello begynder i skole”. Vitello glæder sig helt vildt. På den første skoledag er han klar til at stå op allerede kl. 4.15. I klassen skal Vitello sidde ved siden af en pige der hedder Iris, og det synes Vitello er en fejl, for han kender slet ikke Iris, og han vil hellere sidde sammen med Kamma, som han kender. Men, ”der er visse ting, jeg bestemmer”, siger Louise, som er Vitellos lærer. Louise virker til at være på forkant med en aktiv og udadvendt dreng som Vitello.
”Hvordan begynder man i skole?” er en ny fagbilledbog oversat fra norsk og tilpasset danske forhold. Bogen er fyldt med informationer, sjove tegninger og inddragende opgaver. ”Det første år skal du lære at gå i skole. Du skal finde ud af, hvordan du er sammen med de andre børn, og hvordan du er en god ven” – hvis den sætning er lidt abstrakt for en 5-årig, så indeholder bogen også en liste over mere konkrete ting, man kan øve sig på inden man begynder i skole:
- Se efter og høre efter
- Vente på, at det bliver din tur. Række hånden op
- Arbejde sammen i en gruppe
- Arbejde alene
- Selv gå på toilettet
- Tage tøj og sko af og på
- Kunne åbne og lukke madkassen
- Bruge saks og blyant
Tag i skole med Vitello eller Alfons Åberg, eller vælg en af de andre gode historier om skolestart.