Hvem er Nykøbing Sj.?

Af Anonym (ikke efterprøvet)
25.02.19
Forfatter Thøger Jensen kender ikke Nykøbing Sj., men vil i den kommende uge hente inspiration til en historie om byen. Hans besøg er en del af projektet "Hvem er Danmark?"

Mandag formiddag kørte forfatter Thøger Jensen af færgen på Odden og rettede kursen mod Nykøbing Sj. En by, han kun har besøgt én gang før; for at blive klippet ifm. et sommerhusbesøg. 

Thøger Jensen (1960) er med i Dansk Forfatterforenings projekt "Hvem er Danmark?", hvor en række forfattere i en uge skal besøge en by og derefter skrive om den. Teksten bliver bl.a. trykt i lokalavisen, ligesom BOK d. 12. september holder et arrangement, hvor tekst og Thøger er hovedpersoner. 
Forfatteren er spændt på sit besøg i Nykøbing Sj., der udover nogle planlagte gåture med lokale borgere endnu ikke er planlagt i detaljer. Thøger skal ud og snuse. Måske skal han besøge frisørsalonen, hvor han for nogle år tilbage blev klippet. Thøger Jensen er fugleinteresseret og har lige fået repareret sin kikkert, så et besøg i Hov Vig Fuglereservat bliver det også til. Derudover vil ugen vise, hvor Thøger bevæger sig hen. Han har slukket gps'en og sagt nej tak til at få et kort over byen. 

Thøger Jensen nærer en stor kærlighed til at forankre sine fortællinger geografisk, og derudover skriver Forfatterweb.dk bl.a. om ham:
"Thøger Jensen skriver bittesmå romaner og ultrakorte novellesamlinger, men på trods af værkernes diminutive omfang, er historierne storslåede og karaktererne rige. Jensen er eminent til at opfange de små og knap synlige ting, der definerer et menneske og ved at beskrive en bestemmende detalje udfoldes hele personen i fuldt flor."

Læs mere om Thøger Jensen på:
Forfatterweb.dk
Thoegerjensen.dk

Nederst i artiklen kan du finde information om Thøger Jensens udgivelser. 

Om "Hvem er Danmark?"

Det er Dansk Forfatterforening, der står bag projektet "Hvem er Danmark?" 
Projektet skal skabe ny litteratur og store læseoplevelser i hele landet, og 20 forfattere er blevet udvalgt til at tage på besøg i forskellige byer i hele landet.

Her skal de opleve byen, som var de lokale, og på baggrund af det, skrive nye fortællinger, der skal være omdrejningspunkt for en række lokale initiativer.
Du kan læse mere om projektet på www.hvemerdanmark.dk

Thøger Jensens udgivelser 

Der findes desværre ikke mange fysiske bøger fra Thøger Jensens bagkatalog på biblioteket, men de øvrige udgivelser kan findes på e-Reolen. 

Materialer