Carl Steincke, 1852-1919

Ophavsmanden til Odsherred Folkemuseum

Carl Steincke, overlærer, hvis fulde navn var Carl Axel Niels Bernhard Steincke var født i Nykøbing Sjælland den 29. august 1852 som søn af Carl Gottlieb Steincke og hustru Vilhelmine Cathrine Hvass.

Det var Carl Steincke og frue, der gav stødet til Odsherreds Folkemuseums oprettelse gennem en privat udstilling, de arrangerede i 1909 på Nykøbing Sj. Tekniske Skole, af gamle ting de havde fået samlet sammen over hele Odsherred, hvis historie de begge var levende interesseret i. Navnlig fru Steincke havde en vidt forgrenet slægt i herredet, og ikke mindst medlemmer af denne bidrog til udstillingen.

Carl Steincke samlede en kreds af mænd fra alle egne af Odsherred til et møde 26. september 1909. På dette møde drøftedes oprettelsen af museet, og allerede 17. november samledes man på Hotel Phønix, hvor man besluttede at oprette et museum under navnet Odsherreds Folkemuseum. Et udvalg bestående af skovkasserer West, dyrlæge Vinding og skoleinspektør C. Steincke udarbejdede love, og tegnede medlemmer.

I efteråret 1909 stod der et opråb i bladene om at rejse dette museum i Nykøbing Sjælland: "En Samling af Genstande, der kan være vidnesbyrd om Folkets Levevis gennem vekslende tider" hed det bl.a. i opråbet.

Museet installeredes i den gamle skolebygning i Skolestræde 12, som foreningen købte af byen for 7000 kroner. Den stiftende generalforsamling fandt sted på Hotel Phønix 26. januar 1910. En opgørelse i 1918 viser at der allerede var ca. 1.200 numre af ting i museet, og 250 bidragsydere. Besøget har hidtil om sommeren været ca. 300.

Her har der lidt efter lidt udvidet sig, så der fandtes en værdifuld samling af sten fra bronzealderen, og en sjælden righoldig møntsamling helt fra Kristoffer den Førstes tid, samt en kopi af Solvognen. Ligeledes findes en værdifuld samling våben og nogle Odsherredsdragter og meget andet.

 

Fra en nekrolog: ”Overlærer Steinche død. Skolen var Overlærer Steinches Hjertebarn, men det forhindrede ham ikke i ogsaa paa anden Maade at tjene sin By. Han var Slider i Ordets egentlige Forstand, og det var næppe nogen Overdrivelse, naar vi i Afdtes hørte en Mand, der kendte ham nøje, sige, at Steinche var Nykøbings flittigste Mand. Borgerskabet drog sig derfor ogsaa hans Arbejdsevne til Nytte og gav ham mange Tillidshverv. Han havde bl. a. i 18 Aar Sæde i Byraadet. Et synligt og varigt Minde om Steinches Myreflid ejer Nykøbing i sit Musæum, der er rejst og opretholdt af ham, langt mere end af nogen anden. Fra dets Oprettelse og til sin Død var han dets Formand, og han skyede intet Offer for at gøre det saa righoldigt som muligt, navnlig paa Ting, der havde historisk Interesse for selve Odsherred”.

Kilder: OdsWiki, opslag Carl Steincke - Gudrun Trier Mørch, ”Odsherred Folkemusæum”, Odsherred 1936, 9-10 – National-Forlaget, ”Sjællandske byer og deres mænd”, 123-24 - Nekrolog bragt i Holbæk Amts Venstreblad den 18. september 1919