Bibliotek
Pakhuset Nykøbing Sj.Som live-orkester er Hvalfugl kendt for deres nærvær og evne til at skabe helhedsoplevelser. Musikken bevæger sig stille, men målrettet, og smukke melodier tager form i et sammenspil, hvor hver detalje får lov at stå tydeligt frem.
Hvalfugl er en aarhusiansk trio, som består af Jonathan Fjord Bredholt på klaver og harmonium, Jeppe Lavsen på guitar og Anders Juel Bomholt på kontrabas. Sammen balancerer de varme, akustiske klange med en diskret brug af effekter, så musikken både fremstår intim og insisterende.
Hvalfugl har gennem årene markeret sig som en trio, der konstant udvikler deres musikalske univers og udforsker nye retninger. På dobbelt-LP’en Bag Vore Øjne Strømmer Drømme Sagte Forbi (2025) samler trioen tre års arbejde i ét sammenhængende værk. Her åbner musikken sig mod nye idéer og samarbejder med gæstemusikere.
Publikum kan se frem til en koncertoplevelse fuld af fordybelse og drømmende lyduniverser, der fletter sig ind og ud af hinanden.
Praktisk
Der kan tilkøbes lune frikadeller, veggiedeller eller en skive surdejsbrød med ost. Maden skal bestilles på forhånd som tilkøb til billetten og serveres kl. 12 inden koncerten.
Børn under 12 år kommer gratis ind - hent en gratis billet. Dørene åbner kl. 12.