Om dette arrangement

Tid
20:00
Pris
175 Kr
Bibliotek
Målgruppe
For alle
Musik

5 X VUUST

09.03.24
Oplev en koncert med en helt særlig familie, der byder på nogle af de fremmeste danske musikere indenfor jazz!

Få en unik koncertoplevelse med 5 x Vuust, når familien hylder Paul Simons ikoniske sange.
 
Glæd dig til at høre legendariske sange som “The Sound Of Silence” og “Still Crazy After All These Years”, når kvintetten udfolder Paul Simons bagkatalog og giver deres bud på kendte, såvel som mindre kendte kompositioner fra Simons mangeårige karriere som en af verdens mest sublime sangskrivere.

Efternavnet Vuust forbindes ofte med noget af det bedste, Danmark kan præstere inden for jazz. Nu kan du altså opleve fem af slagsen LIVE.
5 x Vuust har tilsammen medvirket på over 190 plader og hver for sig optrådt i et hav af musikalske sammenhænge. 
 

Sanger Clara Vuust har som jazzsolist udgivet tre anmelderroste albums på Storyville Records og har høstet mange roser for sin krystalklare klang og fornemme fortolkninger. Clara er desuden leder af Musikhøjskolen på Frederiksberg. 
 
Saxofonist Christian Vuust er anerkendt for sit arbejde med den nordiske tone i jazzen. Han har udgivet adskillige anmelderroste albums og har bl.a. turneret syv gange i Japan. Christian har studeret på Berklee College of Music og er docent ved Det Jyske Musikkonservatorium.  

Bassist Peter Vuust har medvirket på mere end 100 cd'er, heraf 7 i eget navn. Han er professor og leder af "Center for Music In the Brain" ved Aarhus Universitet og Det Jyske Musikkonservatorium. Peter har desuden været nomineret til en DMA for cd'en "September Song".

Peters to sønner, Frederik og Mikkel, på henholdsvis klaver og trommer, er begge en del af den unge, fremadstormende generation af jazzmusikere i Danmark.
Frederik Vuust er uddannet pianist fra det Jyske Musikkonservatorium med klaver som hovedfag og studerer nu en master i komposition på RMC.
Mikkel Vuust er kommet gennem nåleøjet til én af verdens førende jazz uddannelser og studerer på 3. år trommer på "Manhattan School of Music" i New York.