PAKHUSgalleriet
PAKHUSgalleriet

Om dette arrangement

Tid
10:00 - 12:00
Pris
Gratis
Target
For alle
Godmorgen Odsherred

Hvad er lykken for dig?

08.01.20
Svar på, hvad lykken er for dig og bliv en del af PAKHUSgalleriets udstilling.

I PAKHUSgalleriet i Nykøbing er der løbende udstillinger, og i februar måned er der udstilling om lykken i Odsherred. Vi undersøger, hvad lykken er i Odsherred, og vi har brug for din hjælp. Svar på fire korte spørgsmål og få taget et billede af en professionel fotograf på biblioteket. For de hurtige tager det ikke mere end 5 minutter. Dit billede og dine svar bliver del af en omfattende udstilling i PAKHUSgalleriet.

Vi sørger for god stemning, noget mundgodt og en kop kaffe til alle, der kommer for at være med. Du er velkommen til at blive så længe, du vil, men du behøver kun at blive i den tid, det tager at svare på spørgsmål og få taget billede. Du kan komme, lige når det passer dig i løbet af de to afsatte timer. Vi glæder os til at se dig.

Kan du ikke denne dag, kan du også komme forbi Nykøbing Bibliotek tirsdag d. 7. januar fra 15-17.

Om LYKKEN ER … i PAKHUSgalleriet
Februars temamåned åbner med en udstilling i PAKHUSgalleriet med fokus på lykken i Odsherred.

Udstillingen består blandt andet af en imponerende samling af foto-portrætter af 150 odsinger. Som beskuer kan man læse om deres sorger og glæder, og hvad de forstår ved lykken. Det giver et øjebliksbillede af lykken set gennem øjnene på odsingerne.

I galleriet finder du to lykketræer, som beskuerne løbende kan hænge sedler på og dele på sociale medier – en interaktiv udstilling, der løbende udvikles og vokser med publikums engagement.

Lektor ved Syddansk Universitet, Pia Heike Johansen, er forskningsleder ved projektet ’Livskvalitet i yderområder og landdistrikter'. Du kan se et udsnit af de billeder og resultater, Pia har lavet i hendes forskning om livskvalitet for dem, der bor på landet.

Om LYKKEN ER …
I februar måned stiller vi skarpt på lykken og spørger, hvad lykken er? Den er stor og bred og svær at sætte på formel. Det kan være det der korte øjeblik af lykke, den sanselige lykke, når du hører, smager eller ser noget særligt dejligt. Eller den brede lykke, den lykke du oplever, fordi du er tilfreds i dit liv, fordi du har gode venner, familie og et godt arbejde.

Vi inviterer forfattere, musikere, professorer og livskunstnere til at gøre os klogere på lykken. Vi vil diskutere og holde et spejl op, der kan vække til eftertanke og refleksion. Vi ”ryster posen”, skaber nye tanker om det gode liv og får forhåbentligt lykken lidt tættere på os alle sammen.